Luke 1

1Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os, 2saaledes som de have overantvordet os det, som fra Begyndelsen have været Øienvidner og Ordets Tjenere: 3saa har ogsaa jeg anseet for godt, efter nøie at have udforsket Alt forfra, i Sammenhæng at skrive dig derom, ædle Theophilus! 4paa det du kan indsee Visheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligen underviist. 5I Herodes', Judæas Konges Dage var der en Præst af Abias Skifte ved Navn Zacharias; og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth. 6Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger 7Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede. 8Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede i sin Skiftes Orden for Gud, 9tilfaldt Røgningen ham efter Præstedømmets Sædvane, og han gik ind i Herrens Tempel. 10Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen. 11Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsealteret. 12Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. 13Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. 14Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel. 15Thi han skal være stor for Herren; Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv, 16og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud. 17Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk. 18Og Zacharias sagde til Engelen: hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er bedaget. 19Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde. 20Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid. 21Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet. 22Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem og forblev stum. 23Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus. 24Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig og skjulte sig fem Maaneder og sagde: 25saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene. 26Men i den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth, 27til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria. 28Og Englen kom ind til hende og sagde: hil være dig, du Benaadede! Herren er med deig, du Velsignede iblandt Kvinderne! 29Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen. 30Og Englen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. 31Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. 32Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. 33Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige. 34Men Maria sagde til Englen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand? 35Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn. 36Og see, Elisabeth din Frænke, hun har og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. 37Thi Intet kan være umuligt for Gud. 38Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og englen skiltes fra hende. 39Men Maria stod op i de samme Dage og drog hastelig hen til Bjergegnen, til en Stad I Juda. 40Og hun kom ind i Zacharias' Huus og hilsede Elisabeth. 41Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand, 42og raabte med stor Røst og sagde: velsignet er du iblandt Kvinderne! og velsignet er dit Livs Frugt. 43Og hveden hændes mig dette, at min Herres Moder kommer til mig? 44Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit liv med Fryd. 45Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren. 46Og Maria sagde: min Sjæl ophøier Herren; 47og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser; 48thi han har seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle slægter prise mig salig; 49thi han, den Mægtige, har gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt; 50og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. 51Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke. 52Han har nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe. 53De Hungrige har han opfyldt med gode Gaver, og de Rige har han afviist tomme. 54Han har antaget sig sin Tjener Israel og ihukommet sin Barmhjertighed, 55(som han tilsagde vore Fædre), mod Abraham og hans Sæd til evig Tid. 56Men Maria blev hos hende ved tre Maaneder og hun drog til sit Huus igjen. 57Men Elisabeths Tid fuldkommedes, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. 58Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædte sig med hende. 59Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de at omskære Barnet; og de kaldte det efter Faderens Navn Zacharias. 60Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes. 61Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn. 62Men de nikkede ad hans Fader hvad han vilde, han skulde kaldes. 63Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle. 64Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud. 65Og der kom en Frygt over Alle som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. 66Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham. 67Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde: 68lovet være Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk, 69og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus, 70som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid; 71en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade; 72at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt, 73efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os, 74at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, 75i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage. 76Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie, 77at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse, 78formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os, 79for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei. 80Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.